Borgerservice

Turen går til Cuba, Mexico, Guatemala, Nicaragua, Costa Rica og Panama

Slutprut

by rasmussvaneborg

Så er turen slut for de to unge rejsendes vedkommende. Mens i alle sover trygt, flyver vi fra Panama City til Paris, hvor vi lynhurtigt mellemlander, inden vi flyver det sidste stykke til København. Vi lander i Copenhagen Airport KL 17.50. De sidste fire dage har vi brugt i Panama City, en by med skyskrabere og spanske kolonitidshuse.

Sendt fra min Windows Phone

De unge mænd og havet

by rasmussvaneborg

Santa Catalina ved Panamas stillehavskyst

Fisketur! August fangede en kæmpe, 8 kilos Yellow Jack, og Rasmus fangede en lidt mindre Spotted Macrel. Vi har parteret, grillet og spist dem

Godt nytår fra Bocas del Toro, Panama

by augustfischer

Sendt fra stranden

by rasmussvaneborg

Rasmus i stående position midt i billedet. BLå trikot

Rasmus i stående position midt i billedet. BLå trikot

 

 

angribende abe

angribende abe

Igennem Nicaragua med aber og politi i haelene

by rasmussvaneborg

Vores dage i Nicaragua er efterhaanden ved at vaere talte. I morgen, tirsdag den 17. December, rejser vi mod syd, naermere bestemt Costa Rica. Just efter sidste blogindlaeg vandrede vi i kaffeplantagen Serra Negra i Nordnicaragua, hvor kaffeboenderne i hoestsaesonen bor i en lille by imellem alle kaffetraerne. Under besoeget fik vi ogsaa lejlighed til at smage den lokale kaffe, som vi begge noed. Kaffeplantagen var vores eneste aarsag til at besoege den koelige og vaade bjergby Matagalpa, saa  dagen efter rejste vi til vulkanoen Isle de Ometepe, som ligger midt i verdens 19. Stoerste ferskvandssoe, Lago de Nicaragua. Transportmidlerne var de saakaldte ‘Chicken Busses’, som er gamle Amerikanske skolebusser, som Nicaraguanerne har udsmykket smukt. Billede af busserne kan ses i forrige blogindlaeg. Efter seks svedige timer i flere forskellige taetpakkede busser, ankom vi til havnebyen San Jorge ved Isle de Ometepe. Herfra tog vi faergen Che Guevara til oens havneby Moyogalpa, hvor vi blev koert flere timer ind i junglen til vores bosted, Monkey Island Hostel. Natten var moerk som kun en jungle i Nicaragua kan vaere det, og det syntes umuligt, at orientere sig om hvilken vej vi blev foert. Da vi langt om laenge endelig ankom til dagens slutdestination, ventede der os en overraskelse. Hostellet havde kapacitet til over 50 gaester, men vi var de eneste to. Et kig i receptionistens papirer afsloerede, at vi enda var de foerste i smaa to uger. Med fingerpejlinger og faa spanske gloser var kommunikationsmulighederne begraensede, og eftersom at telefonforbindelsen var ligesaa ikkeeksisterende som gaester, foelte vi os godt og grundigt isolerede. Det var paa sin vis en befrielse, lige indtil at vi skulle dele seng med hostelets mange firben og kakelakker. Vores mexicanske draeberspray var vores eneste haab, og det foerte til et saa ekstremt overforbrug, at vi for at sikre egen overlevelse, kortvarigt maatte flygte fra vaerelset. Vi overlevede natten, og ved solopgang kunne vi til vores store fornoejelse se, at vi boede i det rene Tarzanparadis. For foden af vulkanen, en spytklat fra vandet. Fra vores egen strand kunne vi kajakke ud i soen, og da det kort efter begyndte at regne, soegte vi ly under en lille oe’s traer. Herfra udviklede kajakturen sig hoejdramatisk. Vi naede lige akkurat hen til oens bred, da fire aggresive aber angreb os. Imens de skreg, viste taender og hoppede og dansede i traerne, hvis grene hang flere meter ud over vandet, og under hvilke vi befandt os, kajakkede vi panikslagende baglaens. Med hjertet i halsen blev vi jagtet vaek fra oen af de fjendtligt-sindede vaesner, og da vi var kommet paa behoerig afstand, kunne vi observere aberne i ro og fred.Aberne fik efterhaanden set os an, og da stemningen skiftede til at vaere mere nysgerrig end fjendtlig, bevaegede vi os igen taettere paa oen. Aberne lod os nu naerstudere dem, og de to byboere kunne se abekattene svinge sig i traernes grene, og fortaere deres mad haengende i halen med hovedet nedad. De var nu meget soede, de aber.
Efter et par afslappende dage paa naturskoenne Isle de Ometepe, som blandt andet ogsaa boed paa mineralholdige og  helbredende vulkansoer, tog vi til surferbyen San Juan del Sur. I loebet af de seks dage vi har boet paa hostel her, har vi begge laert at surfe. Hver morgen tog vi vores surfboard under armen og kaempede i stillehavets boelger. Seks timers surfing kan maerkes i krop og sjael, men anstrengelserne bar frugt, og vi er efterhaanden blevet udemaerkede, synes vi selv, til at ride paa boelgerne.
I gaar var det soendag, men i  San Juan del Sur var det Sunday Funday. Det betyder dagslang festivitas, hvor man besoeger flere pools i loebet af dagen. Selvfoelgelig i selskab med andre turister og rom. Da Rasmus i loebet af aftenen skulle hjem fra poolfesten, blev han stoppet af fire politibetjente. De trak ham bloedt ind til siden af den moerke vej, hvorefter de gennemsoegte hans baeltetaske. Her fandt de 500 cordobas, omkring 100 danske kroner, som de hurtigt stak i egen lomme. Rasmus havde forklaret at han ikke snakkede spansk, men gerne ville have sin taske med sig hjem, og han fik derfor lov til at beholde taske, men ikke penge. Politiet lod ham venligt gaa videre. Her i Nicaragua roever politiet turisterne med jaevne mellemrum, men hvis man blot er heldig og har et blink i oejet, kan man snildt undgaa at situationen udvikler sig voldeligt. Episoden var ikke specielt ubehagelig. Politiet var  venlige, men bestemte, og de 100 kroner var nok blevet brugt paa natmad istedet. Istedet blev Rasmus en oplevelse rigere, om man vil.

Nu bliver jeg smidt vaek fra computeren. I morgen vil jeg forsoege at uploade en masse flotte billeder af surfing, aber og andet godt.

Vulkanvandring

by rasmussvaneborg

Tiden efter sidste blogindlaeg har vaeret meget begivenhedsrig, og vaerd at naevne er, at vi kom helskindet frem til hovedstaden i Nicaragua, Managua. Byen er landets politiske centrum, men kulturelt set en ligegyldighed. De to traditionelle kolonibyer Leon og Granada kunne i sin tid ikke enes, og det blev derfor besluttet at placere magten et sted midt i mellem. Byen boed os paa charmerende ting som fastfoodkaeder, store indfaldsveje og gadeslagsmaal, og det var derfor stor fryd at komme til smukke Granada. Her betalte vi 30 kroner for en seng paa et hostel, og vi brugte dagene paa at beundre de flotte kirker, pladser og huse i al almindelighed, mens at naetterne blev brugt paa stranddiskoteker eller i hostelets haengekoeje. Efter at vi havde gaet Granadas gader tynde, tog vi spontant til den anden historiske koloniby Leon. Maalet var at bestige vulkaner og kaste sten i lava, hvilket lykkedes til fulde. Leon ligger nemlig i smoerhullet mellem mange vulkaner, og  stoerstedelen er stadig aktive. Vulkanen Cerro Negro var sidst i udbrud i aar 1999, hvor den spyede tusindvis af sten ud. Vindforholdene omkring vulkanen soergede for, at alle de smaa, fine lavasten endte  paa den ene side af vulkanen, og alle de store, tunge lavasten paa den anden. Turister som lokale vandrer derfor til toppen af Cerro Negro med et snowboard paa ryggen, for derefter at kaelke ned af den side af vulkanen, hvor alle de smaa lavasten ligger. Dette skulle de frygtloese vikinger selvfoelgelig ogsaa proeve, og det var i sandhed en stor fornoejelse. At kaelke ned af en aktiv vulkan paa sorte lavasten satte den danske vinter og dens fornoejelser i perspektiv. Leon er det eneste sted i verden hvor dette er muligt, og selve faenomenet er kun et par aar gammelt.
Oplevelsen havde gjort os helt helt tossede med at bestige vulkaner, saa dagen efter besluttede vi os for, at proeve kraefter med en noget stoerre krabat. Vi vandrede, klatrede og kravlede op af  vulkanen Telica, og saa solen male den uendelige regnskov gul og roed fra vulkanens top. Den smukke solnedgang var en stor oplevelse, men ligesaa spaendende var det, at vi var naet saa taet paa krateret, at vi efterhaanden ikke kunne traekke vejret uden at hoste lungerne op. Gasserne fra jordens indre kradsede i halsen. Da vi endelig naede Telicas krater kunne vi knap nok tale sammen, dels paa grund af den ildelugtende svovldioxid, men ogsaa fordi at  vulkankammeret buldrede saa voldsomt, at vi et kort sekund blev i tvivl om hvorvidt vi allerede var i helvede. Paa toppen af vulkanen, som senest var i udbrud i aar 2011, kunne vi fuldstaendig uhindret hoppe i krateret, og falde 100 meter ned i det helt synlige, roedgloedende lavakammer. Vi tog dog vores forbehold, og med livet som indsats kravlede vi hen til kanten. Her laa vi udstrakt paa maven og kiggede lige lukt ned i den flydende lava. Moerket gjorde det svaert at  orientere sig, men magmakammeret lyste dog op. Efter at have beundret porten til helvede, begyndte den halsbraekkende nedstigning. I nattens moerke kravlede vi ned af vulkanen igen, og da vi senere sad i hostelets bar og noed en oel, var vi enige om, at det var en uforglemmelig oplevelse.

Alt den fare og adrenalin har dog en ende, og i dag er vi taget til byen Matagalpa, hvor vi skal kigge paa en noget mindre frygtindgydende kaffeplantage.  God kaffe har dog ogsaa sin ret, og det bliver spaendende at se den spaede begyndelse paa kaffens lange rejse.

Mange tanker
August og Rasmus

1470445_10202561338814663_261419217_nvolcano boarding 005Billeder 001Billeder 002Billeder 007 Billeder 006 Billeder 005 Billeder 004   Billeder 008

Liveopdatering fra El Salvador

by rasmussvaneborg

Lige nu er vi små ti timer inde i den lange rejse fra Antigua i Guatemala til Managua i Nicaragua. Vi skyder høj fart gennem El Salvador og har netop fået serveret busturens andet måltid, frokosten. Menuen består af lækker kylling med bløde løg og ris. Vi kører med King Quality på Executive Class – det er jo vigtigt at være veludhvilet når man kommer frem…

Sendt fra min Windows Phone
Ja, der er wifi i bussen!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 1.491, der følger denne blog